Print beskrivelsen
Etablering af nye bibliotekstiltag
Indledning
Strukturen i det danske biblioteksudbud har gennemgået en markant forandring de
seneste 20 år. Gennem hele denne periode er antallet af betjeningssteder faldet. I
perioden 1988-2006 er der sket et fald på 425 betjeningssteder, fra 1.106 til 681,
hvilket i gennemsnit svarer til 22,4 nedlæggelser årligt. I forbindelse med
strukturreformen i 2007 er der yderligere blevet lukket 131 betjeningssteder.
Lukning af betjeningssteder i lokalområder langt fra hovedbiblioteket eller en filial
kan give problemer især i forhold til bestemte befolkningsgrupper, da den enkelte
borger i lokalområdet nu kan have lang vej til det nærmeste bibliotekstilbud. Der er
behov for at etablere nye bibliotekstilbud for at komme ud hvor borgerne er, bl.a.
ved at stille nye ordninger og services til rådighed som alternativ til nedlagte
filialer.
Det er derfor væsentligt at initiere nye tiltag, der kan nå borgerne i
lokalområderne. Ved at udvikle og omlægge biblioteksstrukturen gennem
alternative betjeningstiltag, kan biblioteket forblive et både kulturelt og
læringsmæssigt tilbud for alle uanset fysisk afstand. Gennem nye teknologier,
elektroniske ressourcer og brugertilpassede fysiske initiativer åbnes muligheder for
at leve op til dette.
Formål
Formålet med dette indsatsområde er at etablere nye bibliotekstilbud, der kan
komplementere de færre betjeningssteder i lokalområderne og sikre betjening i alle
dele af landet. Der ydes tilskud til nyudvikling af sådanne bibliotekstilbud, men
også til tilbud, som er kendte og afprøvede i andre kommuner. Det er en
forudsætning for tilskud, at de decentrale bibliotekstilbud der etableres, giver en
reel udvidet adgang for borgerne i forhold til de eksisterende tilbud.
Indhold
1. Selvbetjent filial
Der gives tilskud til indretning af en biblioteksfilial baseret på delvis
selvbetjening. Tilskuddet gives til nødvendig nyindretning og etablering af
den teknologi, der gør det muligt for borgere selv at låse sig ind på
biblioteket og betjene sig selv i en fastsat udvidet åbningstid samt til
etablering af webcam adgang, der giver borgeren mulighed for at chatte
med en bibliotekar på hovedbiblioteket eller på et evt. fælles callcenter, der
drives i et mellemkommunalt samarbejde.
Det er en forudsætning, at der er personale til stede i en del af den ugentlige åbningstid.
Hver kommune kan søge om max. 200.000 kr. pr. filial.
2. Bogbusbooking
Der gives tilskud til etablering af tilbud, der giver borgerne mulighed for at
rekvirere en bogbus til et boligområde, en institution, en arbejdsplads eller
en event. Det kan ske ved anvendelse af ledig tid med en eksisterende
bogbus, eller ved nyindkøb af en minibus. Det er en forudsætning, at der er
tale om en udvidet service i forhold til det eksisterende tilbud.
Hver kommune kan max. søge om 200.000 kr.
3. Afhentningssted
Der gives tilskud til etablering af afhentningssted for materialer bestilt over
internettet på skole, i butik eller andet sted, hvor der er en åbningstid, der
giver borgerne mulighed for at komme, også uden for normal arbejdstid.
Hver kommune kan max. søge om 100.000 kr.
4. Integration af folke- og skolebibliotek
Der gives tilskud til at etablere et integreret bibliotekstilbud for både folke og
skolebiblioteksfunktion. Det er en forudsætning for tilskud, at der er tale
om et reelt integreret og ligeværdigt tilbud. Det er endvidere en
forudsætning, at åbningstiden er udvidet i forhold til den nuværende
åbningstid.
Hver kommune kan max. søge om 200.000 kr.
5. Bevaring af filial ved indgåelse af nye partnerskaber
Der gives tilskud til integration af nye services til borgerne på en
eksisterende biblioteksfilial. Det kan f.eks. være borgerservice eller
turistinformation. Det er en forudsætning at der sker en sammenflytning og
at det nye partnerskab medfører en udvidet adgang for borgeren med en
længere samlet åbningstid.
Hver kommune kan max. søge om 200.000 kr.
6. Frie forsøg
Der gives tilskud til andre modeller inden for det overordnede formål med
indsatsområdet. Det kan f.eks. være andre partnerskaber, det sikrer
decentrale bibliotekstilbud, eller det kan være udvikling af helt nye
betjeningsformer. Det kan f.eks. også være oprettelse af callcenter i
samarbejde mellem flere kommuner.
Yderligere information
Yderligere information kan fås hos Jonna Holmgaard Larsen, jhl@bibliotekogmedier.dk